Musik på cd, mc, audio-dvd, vinyl
- udgiver du din egen musik?
Hvis du udgiver din egen musik på cd, mc, audio-dvd eller vinyl, kan du slippe for at betale NCB-vederlag for de første 1.000 eksemplarer hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.
I tilfælde af at produktionen overstiger 1.000 eksemplarer - og nedenstående regler i øvrigt er opfyldt - kan du i stedet for at indbetale hele fakturabeløbet, vælge kun at indbetale 10% af det reelle fakturabeløb til dækning af NCB's administrationsomkostninger.
Erklæring som indsendes til NCB
Erklæring
Regler for fritagelse af NCB-vederlag
- Producenten (den der står for udgivelsen af indspilningen) og komponist/sangskriver til alle musiknumre er én og samme person.
- Hvis to eller flere personer i fællesskab har skrevet alle numrene på indspilningen, og de samme personer er dem der står for udgivelsen af indspilningen, kan reglerne også gælde.
- Producenten (den der står for udgivelsen af indspilningen) hæfter økonomisk og på enhver anden måde over for NCB som administrerer ophavsretten til den indspillede musik.
- Udgivelsen af indspilningen skal ske på producentens egen label ("plademærke").
Vær specielt opmærksom på disse situationer
- Hvis det drejer sig om genoptryk eller genudgivelse af en tidligere indspilning.
- Hvis udgivelsen sker på forskellige medier (cd, audio-dvd, mc etc), er det totale antal der er fritaget for NCB-vederlag stadig kun 1.000 eksemplarer.
- Hvis udgivelsen er en box som indeholder flere enheder, er det hver box som gælder som én enhed. Det vil sige at de første 1.000 boxe er fritaget for NCB-vederlag.
- Hvis rettighederne til et stykke musik ikke ejes 100% af den pågældende ophavsmand - fx hvis en del af rettighederne er videresolgt til et musikforlag - kan reglen ikke anvendes (medmindre det pågældende musikforlag ejes 100% af ophavsmanden).
Sådan gør du
- Du skal som producent oplyse på NCB-ansøgningen at producent og ophavsmand til alle numre på indspilningen er identiske.
- Sammen med ansøgningen skal du indsende en skriftlig bekræftelse (se links ovenfor) - underskrevet af alle involverede personer - som angiver at producenten og komponist(er)/sangskriver(e) er 100% identiske.
- Hvis du vælger "10%-reglen" (som beskrevet ovenfor), skal dette tydeligt angives på ansøgningen.